Foto: Flickr: Hale
Begejstringen for jagt satte sig overalt i kroppen, da jeg som nyjæger vandrede rundt på de store vidder mellem Ribe og Vadehavet. Det var nærmest som at blive barn igen. Men min tunge Baikal blev aldrig varm på nogle af turene, selv om bekkasinerne nærmest fløj om ørene. For trods nyligt bestået jagtprøve med nul fejl så anede jeg ikke engang, hvilken fugl det var – og derfor selvsagt heller ikke, at den var jagtbar.
Siden har jeg lært et par ting om denne minisneppe: Den smager fantastisk, den siger ”ætsch”, når den flyver op – og så er den svær at ramme.
Jagten er fascinerende, når den foregår med stående hund. I hvert fald hævede jeg ikke bøssen en eneste gang, da jeg for lang tid siden så bekkasiner i massevis flyve over diget ved Vadehavet. Det var ikke rigtig jagt for mig at fælde dem på træk.
Om hunden 
I foråret 2013 fik vi vores Breton fra Kennel Grand’s Uniq, som var generøse med råd og vejledning både før og efter købet. Pluto havde ikke været i huset i mange dage, før jeg lige skulle prøve, om den ville tage stand. Jeg forsøgte med fjer, vinger, kaninskind, udstoppet fasan og et par andre ting. Så vidt jeg husker, begyndte det at ligne rigtig stand, allerede da den var omkring 10-11 uger gammel.
Senere så jeg den stå stille for diverse fugle i haven, ligesom fiskestangsmetoden altid fik hunden i stram stand. De efterfølgende måneder trænede jeg med fiskestangen flere gange om dagen. Siden har jeg set stand for duer i parken, for solsorte, ja selv for mine lokkefugle på andejagt. I øvrigt kan fiskestangen være et rigtig godt motivationsmiddel i apporteringstræning. Der er ikke meget, den ikke vil hente, hvis den får lov at lege bagefter. Et par godbidder gør også lidt ved det. Og så engang imellem lidt lydighed!
Dens medfødte stand er i det hele taget fascinerende. En dag gik jeg tur i en plantage. Min far holdt Pluto i flexline og lod den rende ind i et lille område med en eller anden beplantning, der vist nok var til vildtets fordel. Hunden tog stand. Og pludseligt kom to dyr ud med et brag: En hare og et rådyr.
Med på jagt
Nogle jægere insisterer på, at hunden først må komme med på jagt, når den er to år – mindst. Pluto kom med, da den var lidt over et halvt år. Men her taler vi kun om jagt på de åbne områder ved Vadehavet, hvor muligheden for at lave ulykker er begrænset, ligesom risikoen for at ende i trafikken er minimal. Hvad skal man sige til en enkelt haretur eller to? Uanset hvad var det rart at se den stærke jagtdrift. For vi taler jo om en forkælet hund, der gerne ligger på sofaen, mens den bliver nusset og får godbidder af sin mor. Jeg selv kan da heller ikke sætte mig i min lænestol, uden at Pluto lægger sig hen over mig. Det er en forkælelse, der – i hvert fald i begyndelsen – kan få jægeren i hjemmet til at spekulere på, om den nu også får et godt nok drive derude.
Men jagtdriften har jeg flere gange senere fået bekræftet. Da den var halvandet år, var den med på sin første drivjagt – det var alt for tidligt. I hvert fald så jeg ikke hunden i omkring 20 minutter. Min nervøsitet var nok lidt for stærk til, at jeg kan beskrive det med ord. Og måske er tidsangivelsen også upræcis. Var den mon rendt ud på vejen? Det viste sig senere, at den var blevet mere interesseret i en anden jæger længere ude på min højre side. Han havde nemlig lige nedlagt et stykke råvildt. Det var for tidligt til drivjagt. Men jeg vurderede fejlagtigt, at han var klar, måske fordi det et halvt år tidligere var lykkedes os at vinde 1. præmie i både lydighed og apportering. Men denne ”banelydighed” bliver selvfølgeligt aldrig det samme som jagtlydighed. Det ved jeg først nu. I øvrigt er drivjagten ikke lige min store passion.
Det er jagten på bekkasinen derimod. Det begyndte først rigtigt i sidste jagtsæson. Det lykkedes mig at fælde et par stykker i begyndelsen af sæsonen – og så er der jo forbierne. Men bekkasinjægere interesserer sig som bekendt ikke så meget for statistik.
Min interesse var derimod at se hundene gøre det, som de er bedst til. Først i november måned så jeg for første gang Pluto tage stand for en bekkasin. Egentlig underligt, at det skulle komme så sent, når den ellers så ofte tager stand. Men det er noget helt andet med bekkasiner. Det var en fantastisk jagtoplevelse. Jeg listede mig langsomt hen til hunden. Var det mon bare en fjer eller lignende, som den havde set? Fasan var det ikke, for dem kan man jo tydeligt se i det lave græs. Det var en bekkasin. Hunden rejste den. Men fuglen tog en intelligent lynflugt væk fra os. Den fløj lavt med sine spidse vinger. Og den fløj i en vinkel, så hunden lå lige under sigtet. Skud kunne der ikke blive tale om, men oplevelsen af at se den fine bekkasinstand var også bedre.
Det eneste forudsigelige ved dobbeltbekkasinen er dens uforudsigelighed. Det ene øjeblik oplever jeg, at de er nemmest at komme tæt på, når man går langsomt. Men efter en hurtig retræte til bilen flyver der pludselig et par stykker op så tæt, at min viden om fuglen synes at forsvinde i luften. Derefter lægger man strategien om til hurtig fremmarch. Men der kommer intet. Blandt jagtkammerater hedder det sig, at de trykker sig mere, når det bliver koldt. I min gamle jagtbog står der, at de trykker sig, når det er varmt. Og sådan kan man blive ved.
Men ved vadehavet er der én ting, som med nogenlunde sikkerhed har en betydning: Tidevandet. For når vandet stiger, flyver der flere fugle. Der er ikke noget så fascinerende og intenst som at jage dobbeltbekkasiner for stående hund.
Er du krybskytte?
I begyndelsen anså jeg det nærmest som en umulighed at skelne mellem dobbeltbekkasinen, enkeltbekkasinen og tredækkeren. Her følger lidt info.
Galinago galinago er den latinske betegnelse for den lille vadefugl eller sneppefugl, som kaldes dobbeltbekkasin eller horsegøg. Den kendes ved det usædvanligt længe næb og de kort ben samt den camouflageagtige fjerdragt i gul og brun. Bugen er lys. Fuglen har en midterstribe på hovedet, og den har fjorten halefjer, som er hvide i det yderste af spidserne. Tredækkeren har seksten halefjer, og det hvide fylder meget mere. Enkeltbekkasinen har tolv halefjer uden hvidt. Desuden er tredækkeren større en dobbeltbekkasinen. Enkeltbekkasinen er mindre.
De nævnte detaljer er vanskelige at spotte, når man ser fuglene på 25 – 30 meter. Men der er også andre kendetegn.
Dobbeltbekkasinen flyver for det meste op i en stejl kurve og for det meste imod vinden. Samtidig giver den en lyd fra sig, som nogle sammenligner med lyden af en støvle, der trækkes op af mudderet. Efter en kort flugt opad flyver den i zig zag og lander stort set aldrig igen, før den er uden for synets rækkeevne. Med andre ord: Hvis den virker for nem at ramme, så er det nok ikke en dobbeltbekkasin. Enkeltbekkasinen flyver i en mere lige linje og ikke så langt. Den er meget nemmere at ramme.
Bekkasinerne findes mest i fugtige områder. Af samme grund er fuglens levemuligheder blevet indskrænket gennem tiden, for diverse jordforbedringer og udtørringer har reduceret habitaterne. Man er desuden i tvivl om jagtens betydning for arten.
Jagttiden på dobbeltbekkasin begynder i september og slutter ved udgangen af december.
Denne artikel er også bragt i bladet Jagthunden, 2015
Korrekturlæsning: marcusjanby.dk
Brug for en hundetrimmer til din hund? Se eksempler her.
