(artiklen er også publiceret i bladet Jæger)
En så velkendt forfatterinde behøver ingen længere præsentation. Med værker som eksempelvis Den afrikanske farm blev hun verdenskendt, ikke mindst fordi historien kom til live i filmens verden, hvor koryfæer som Robert Redford og Meryl Streep udfoldende deres talent. Anerkendelsen blev heller ikke mindre, da Ernest Hemingway vandt nobelprisen i litteratur i 1954 og udtalte, at det ville have glædet ham, om Blixen havde fået den i stedet.
Da hun mødte sin første mand, Baron Bror Blixen, var det ikke kun Amors pil, der ramte hende, men i lige så høj grad Dianas. Der skulle ellers en del omvendelse til, for forfatterinden var ikke jagtelsker. Tværtimod. Hun afskyede den. Men den allerede erfarne jæger Bror Blixen viste hende både naturen og jagten. Efter et par ture på jagtstierne i Kenya var hun omvendt:
”Jeg gør en oprigtig afbigt med de jægere, hvis henrykkelse over jagten jeg ikke forstod. Der er ikke noget i verden som den.”
Om hun ubevidst refererer til, at selv baronen, som hun senere blev skilt fra, var mindre vigtig, skal være usagt. Men fascinationen og den dybe passion var kommet for at blive – i hvert fald i en stor del af hendes liv.
Jægeren, der altid rammer
Ifølge en sejlivet myte skal nogle af de indfødte have udtalt, at Blixen var jægeren, der aldrig ramte ved siden af. Uanset hvor spændende myten er, lider den under den mangel, at den næppe står til troende. I en udtalelse fra forfatterinden selv fremgår det i hvert fald, at de første 100 kugler nedlagde 44 stykker vildt. Bevares, det behøver ikke læses som et fuldstændigt dementi af myten, men alligevel.
Løverne og kongen
På de første safarier nedlagde parret en lang række arter, som blandt meget andet talte zebraer, wildebeest, flere hjortearter, dik-dik og løve. Den sidste skulle vise sig at blive Blixens store passion.
”Løvejagt blev ved at være, som da jeg først kom til landet, mine øjnes lyst og mit hjertes begæring.”
Man har sikkert opfattet det som en spøg, da forfatterinden på en løvejagt udtalte, at hun ville sende skindet til kongen, hvis hun fik heldet med sig. Men på selv samme jagt lykkedes det, og Blixen var som i andre forhold ordholden. Skindet blevet sendt til Kong Christian X, som i taknemmelighed skrev et takkebrev.
Men hvad var det, der gjorde løvejagten så fascinerende? I Den afrikanske farm kommer man tættere på en eller anden form for forståelse af fascinationen. Da hun ser en stor hanløve, som har kastet sig over et ådsel fra en giraf, synes skuddet og refleksionerne at komme samtidigt og med samme kraft:
”Men denne gang var skuddet en kærlighedserklæring… Jeg stod i græsset med riflen i hånden og åndede dybt, gennemglødet af den følelse af magtfylde, som et skud giver en, fordi man her virker så kraftigt på lang afstand.”
Beskrivelsen indledes i feminin elegance og afsluttes i maskulin åbenhjertighed. Der er kærlighed og magt. Der er begær. Der er risici. Og det hele går op i en enhed. Man kan i denne sammenhæng tilføje, at hun for det meste jagede sammen med sin mand. I første omgang Bror Blixen, og senere med den legendariske aristokrat og storvildtjæger Denys Finch-Hatton.
Forholdet til jagten
Men senere i livet synes den samme afsky, som hun havde i begyndelsen, alligevel at vise sit ansigt igen. Hvorfor gøre smukke dyr fra Guds natur til ”udnyttelsesobjekter”? Det hele var blevet stygt, ja, ligefrem vulgært. Men når jagten udføres for fødens skyld, kan den måske alligevel forsvares. Hun siger i hvert fald et sted, at hun kun modvilligt skød, når det ikke drejede sig om at skaffe mad til folket.
Karen Blixen var jæger. Men ved sin hjemkost til Danmark, var Afrika kun et kært minde, og våbnene kom aldrig frem igen. Men ikke desto mindre har hun efterladt formidable jagtbeskrivelser, som lever videre i litteraturhistorien.
Korrekturlæst af marcusjanby.dk korrekturlæser
